Etikett: lösdrift

LRF: Krav om løsdriftsstalde vil lukke landbrug

Brancheorganisationerne frygter, at det vil gå ud over mælkeproduktionen, hvis løsdriftsstalde bliver et lovkrav i Sverige. LRF Mjölk skønner, at 300 malkebesætninger vil forsvinde.

 

Den 1. juli skal Jordbruksverket være færdig med en undersøgelse af, hvilke konsekvenser det har, hvis løsdriftsstalde bliver et lovkrav, sådan som det er foreslået i oplægget til den nye dyrebeskyttelseslov.

I dag har ca. 45 procent af malkebesætningerne bindestalde, men omregnet til antal køer, handler det om cirka 20 pct. – eller 500.000 køer, der står i bindestald, skriver landlantbruk.se.

For ti år siden udgjorde andelen af bindestalde knap 65 pct. af besætningerne. På baggrund af denne udvikling, mener LRF Mjölk, at andelen af besætninger med bindestalde vil være nede på 30 pct. i 2030, og at antallet af køer i denne staldform vil være 15 pct.

– Udfasningen sker af sig selv. En stopdato i nær fremtid vil være et kistesøm for mange bindestalde, der kunne være blevet til løsdriftsstalde på lidt længere sigt. Det ville være meget ulykkeligt med tanke på, at vi allerede har en lav selvforsyningsgrad af mælkeprodukter i Sverige, siger Lisa Ehde, chef for LRF Mjölk.

I et svar til Jordbruksverket fra LRF Mjölk og Växa Sverige påpeger brancheorganisationerne, at et krav om løsdrift vil være i modstrid med fødevarestrategien. Og at kravet i første omgang vil bremse produktionen i skov- og landområder, hvor der er risiko for at de åbne landskaber vokser til, og den biologiske mangfoldighed går tabt.

LRF Mjölk og Axa skønner, at der vil forsvinde omkring 300 besætninger, hvis der indføres en deadline. Men hvis løsdriftskravet indføres, kræver brancheorganisationerne en dispensation for mindre besætninger, en lang overgangsperiode samt finansieringsstøtte.

Alle nybyggede stalde skal allerede være løsdriftsstalde, og det er ikke tilladt at investere i at udvide produktionen i bindestalde.

– De fleste mælkeproducenter med bindestald, som jeg kommer i kontakt med, overvejer at etablere løsdriftsstalde. Det sker ofte i forbindelse med ejerskifte, fortæller Rebecka Asplund, bygningskonsulent hos Växa Sweden.

– Det mest almindelige er at gå fra bindestald til løsdrift med en eller to robotter. Lige nu er der mange, som tager det skridt, tilføjer hun.