Mejeriet i Åland skal spare penge

ÅCA Ålandsmejeriet skal finde besparelser, svarende til i alt 5,5 fuldtidsstillinger, men mejerisortimentet forbliver det samme, siger administrerende direktør Joakim Blom.

ÅCA Ålandsmejeriet ligger som navnet fortæller i ø-riget Åland midt mellem Sverige og Finland. Her har man produceret mejeriprodukter siden 1921. Selskabet (Ålands Centralandelslag – ÅCA) omfatter desuden en bageriafdeling.

Regnskabet sidste år var ikke prangende, og derfor har man i 2019 blandt andet stoppet mejeriets isproduktion og renset ud i sortimentet. Alligevel har man besluttet nye besparelser, svarende til 5,5 fuldtidsstilling i løbet af de næste 90 dage. Nedskæringerne gælder både bageri- og mejeridelen.

Konkret er der tale om tre opsigelser, otte personer går på deltid, og nogle arbejdsfunktioner bliver optimeret.

Administrerende direktør Joakim Blom siger til landsbygdensfolk.fi, at forbrugerne kun vil opleve en marginal ændring i bagersortimentet.

– Mejerisortimentet forbliver uændret på nuværende tidspunkt, og selskabets forsyningssikkerhed forventes at blive holdt på det samme høje niveau som før.

Han takker samtidig de ålandske forbrugere ’der handler lokalt producerede mejeriprodukter og således bidrager til at sikre et ålandsk mejeri og en ålandsk mælkeproduktion i fremtiden’.

Ålands Mejeriet har 16 andelshavere, der leverer knap 14.000 mio. liter om året. Mejeriet har 35 ansatte, der producerer friskvarer, smør og ost. Godt 75 procent af mælken bliver til ost, der eksporteres til Finland og Sverige. Det finske ø-rige har ca. 28.000 indbyggere. Det officielle sprog er i øvrigt svensk. Læs mere HER

Apropos mælk fra Åland, så viser en ny statistik, at ålandske køer producerer mere mælk end de gør andre steder i Finland. Desuden indeholder mælken fra Åland mere fedt og protein. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ålands Hushållningssällskap. Læs den HER

 

Updated: 8 maj, 2020 — 09:03