Arla strammer op om dyrevelfærden i sit kvalitetsprogram

Hver gård med dårlig dyrevelfæd er en fiasko for os, siger Patrik Hansson, administrerende direktør for Arla Sverige i kølvandet på tv-udsendelsen Uppdrag granskning.

I januar afslørede SVT’ programmet Uppdrag granskning elendige forhold for køerne på en dårlig Arlagård i Hälsingland. Udsendelsen handlede om en enkelt gård, men rejste stor debat om ansvaret for køernes forhold. I sidste uge – onsdag den 13. maj — kom så en opfølgning på udsendelsen, hvor Uppdrag granskning havde fundet mere end 200 gårde med husdyr, hvor der havde været kritisable forhold (påtaler) i 2019, heraf 38 Arlagårde.

Patrik Hansson, administrerende direktør for Arla Sverige, deltog i tv-udsendelsen i onsdags og sagde blandt andet:

– Langt de fleste af vores gårde fungerer meget godt. Det ved vi fra de over 16.000 kontrolbesøg, vi har haft på gårdene, siden vi introducerede vores kvalitetsprogram Arlagården for 13 år siden. Men et par procent har tilbagevendende problemer. Det er ikke okay, og det er her, vi har fejlet. Hver gård med dårlig dyrevelfærd er en fiasko for os. Vi ønsker at finde disse hurtigere og handle mere tydeligt.

På Arlas hjemmeside fortæller Arlachefen uddybende, at man har udarbejdet en forbedret version af kontrol- og kvalitetsprogrammet, der starter udrulning i år. Den nye version har større fokus på dyrepleje, hvor hver ko kontrolleres fire gange om året, hertil kommer eksterne revisioner og uanmeldte besøg. På bedrifter, hvor der er problemer, vil der blive sat hurtigt ind på at løse problemerne i samarbejde med eksterne eksperter. Dårlig dyrevelfærd vil ikke blive accepteret.

– Vi har et ambitiøst mål om, at alle dyr skal have det godt, på alle 2.600 Arlagårde, hele tiden. Det er et stort ansvar, som vi deler med vores ejere landmændene, men jeg lover, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at komme dertil, siger Patric Hansson.

Læs mere HER.