Konkurrencen skærpes på det nordiske marked for havreprodukter

I og udenfor mejeribranchen er der fokus på havre for tiden. Flere store nordiske aktører tester efterspørgsel, nye produkter og en skærpet markedsføring. Tine tilbyder havredrik i det norske skolemælksprogram. 

Havredrikke får stor opmærksomhed i hele Norden. Senest har svenske Oatly som bekendt trukket overskrifter med sin markedsføringskampagne ’Spola Mjölken’ (boykot mælken), og har samtidigt fået kritik af produktionsproblemer omkring fremstilling af iskaffe på sit nye anlæg i Holland.

I Danmark har Arla lanceret en kombineret mælke/havredrik på markedet og Arla annoncerer, at et større sortiment plantebaserede produkter er på vej.

Finland
I Finland har mejeriselskabet Valio netop lanceret en havrebaseret drik til kaffe under navnet Oddlygood Barista. Den er ifølge Valio særlig tilpasset kaffe og er både laktose- og glutenfri. Det nye produkt indgår i Valios havrebaserede sortiment Oddlygood, der blev lanceret i 2017 og indeholder en række mellemmåltider og drikke baseret på havre fra finske landmænd. Læs mere om Valios havremælksprogram HER
Også den store finske fødevarekoncern Fazer satser aktuelt på havre. Således købte Fazer i juni virksomheden Kaslink, der har en serie produkter baseret på nordisk havre – drikke, madlavningsprodukter og snacks. Endvidere er Fazer i gang med at bygge et anlæg til 400 millioner, der skal producere sødemidlet xylitol af havreskaller. Fazer er ikke ny i dette produktsegement, da man de sidste 20 år har udviklet sit varemærke Yosa, som er en serie af havredrikke, is, pålæg med mere – næsten 50 forskellige slags.

Norge
I Norge lancerede mejeriselskabet Tine for et år siden en serie plantebaserede produkter kaldet ’Gryr’ under varemærket Sunniva.
– Mejeri er, og vil også i fremtiden være, kernen i TINEs virksomhed. Samtidig følger vi forbrugertendenserne på nært hold, med en klar ambition om, at vi til enhver til kan tilbyde en produktportefølje som opleves som interessant og relevant for flest mulige forbrugere. Vi ser at det er en stigende efterspørgsel efter plantebaserede mad- og drikkealternativer, og Gryr® repræsenter derfor en vigtig satsning for Sunniva® og TINE-gruppa, sagde koncernchef i TINE, Hanne Refsholt.

Fra skolestart i år er Gryr Havredrikk Naturell kommet ind i den norske skolemælksordning. – læs mere om det norske skolemælksprogram HER

Updated: 27 september, 2019 — 09:07