Arla betaler ekstra for sommermælk

Den svenske mærkning Sommarmjölk®, der blev lanceret sidste forår, har være en succes. Derfor har Arla besluttet at beholde konceptet, hvor de betaler landmænd for at holde deres køer på græs i længere tid, skriver bladet Husdjur.

Tre fjerdedele af Arlas svenske andelshavere lod sidste år, deres køer være ude 25 pct. længere end græsningsreglerne kræver. Til gengæld modtog de ekstra 7,2 øre mere per kilo mælk i perioden fra maj til august. Forbrugerne betalte ikke mere for mælken, men markedsføringen — herunder stemplet på kartonerne: ”Flere penge til landmændene” — betød, at mælkesalget steg.

– Vi tog markedsandele i alle kategorier, frem for alt fra butikkernes egne varemærker, fortalte Kristina Hammerö, kategoriansvarlig for mælk i Arla til avisen ATL i december.

Arla beholder altså modellen, og der er heller ingen udsigt til højere priser for forbrugerne, men ligesom sidste år bliver sommermælken ikke solgt særskilt, men blandes med den øvrige mælk. Kartonerne kan altså både indeholde mælk fra gårde, der følger de almindelige regler og fra gårde, der lader køerne være på græs i længere tid.

– Omkostningerne ved at separere mælken ville være ekstrem høj. Vi vil hellere give pengene til bønderne end at bruge dem til logistik, siger Patrik Hansson, vd for Arla Sverige

Læs hele artiklen HER