Den klassiske Danbo-ost er tildelt Beskyttet Geografisk Betegnelse (BGB) af EU-Kommissionen, skriver mejeri.dk. Fremover må osten kun fremstilles i Danmark efter ganske bestemte kvalitetskriterier.
Dermed kommer Danboen i selskab med oste som italienske Parmigiano Reggiano, franske Emmental de Savoie og danske Danablu og en lang række andre europæiske oste, der er beskyttet af EU under mærkerne BGB eller BOB (Beskyttet Oprindelses Betegnelse). Det betyder, at en Danbo-ost fremover skal være fremstillet i Danmark efter nogle bestemte retningslinjer og leve op til en særlig kvalitet for at kunne kaldes en Danbo – og dermed få et BGB-mærke på emballagen.