Mammen Mejerierne, Naturmælk, Them Andelsmejeri, Thise Mejeri, Aabybro Mejeri og Arla Foods har i øjeblikket det tilfælles, at de mangler plads. Nogle af mejerierne er ved at planlægge en udvidelse, mens andre er i gang med eller netop blevet færdige med nybyggeri, skriver mejeri.dk.
Arla Foods tog i efteråret 2013 første spadestik til et nyt innovationscenter på 10.000 kvm. ved Agro Food Park i Skejby. Centeret skal være arbejdsplads for 120 medarbejdere, og bliver centrum for Arla Foods’ produktudvikling til hele verden. Byggeriet forventes afsluttet senere på året.
Derudover arbejdes der fortsat med opførelsen af en hydrolysat-afdeling ved Danmark Protein i Nr. Vium, mens Taulov Mejeri, Hoco og Birkum Ost indrettes til øget produktion. I slutningen af januar skal selskabets forslag til investeringer, herunder eventuelle udvidelser, i 2016 forelægges bestyrelsen til godkendelse.