Mælkeproducenter vil sælge råmælk til forbrugere, der i stigende grad efterspørger den ubehandlede mælk. Seges er åben for forhandling, men der er lange udsigter til råmælk i butikkerne, skriver Foodculture.dk.
En overhængende fare for tuberkulose og streptokokker, fik i 1941 myndighederne til at pålægge mejerierne at pasteurisere råmælk. Folk blev syge af at drikke ubehandlet mælk. I dag er det fødevarebårne sygdomme som salmonella og VTEC, der er årsagen til, at det stadig ikke er tilladt at sælge råmælk.
I sidste års forhandlinger om at lovliggøre distribution af råmælk til restaurationer deltog landbrugsvidenscenteret Seges. Her er Erik Rattenborg specialkonsulent for kvæg, og han mener ikke, at muligheden for at lempe reglerne for salg af råmælk er lige om hjørnet, fordi sundsrisici stadig er for store.
Erik Rattenborg afviser dog ikke, at man vil undersøge, hvordan man kunne gøre det lettere for mælkeproducenterne at sælge råmælk.